Vores seneste indlæg her var for tre uger siden, den August 13th. Tre uger er ikke lang tid, men FairGame ser anderledes ud nu: Turneringassistenten, som vi stille og roligt har bygget, er klar til brug, og en håndfuld andre ændringer er kommet med.

Det meste af det, der er ændret bag kulisserne, er rettelser og finpudsning, du aldrig ville lægge mærke til. Dette indlæg handler om det, der ændrer, hvad du faktisk kan gøre: en assistent, der handler på dine vegne i turneringen, når du beder den om det, et slutspilsskema, der er bygget om fra bunden, dommere, der dækker for hinanden uden at du tildeler en eneste vagt, og en tilmeldingsmodel, der endelig skelner mellem, hvem der tilmelder sig, og hvem der betaler.

Fortæl, hvad du vil ændre. Du ser det, før det sker.​

FairGame har nu en chatassistent i hjørnet af alle skærme i administrationsappen. Bed den med almindelige ord om at indtaste et resultat, oprette et slutspilsskema, tilmelde et hold eller ændre en indstilling, så gør den arbejdet – men den rører ikke din turnering, før du siger god for det.

Alle ændringer, den vil foretage, vises først på et kort: feltet, den nuværende værdi og assistentens forslag side om side. Acceptér anvender ændringen, Afvis fjerner den, og der er ikke noget midt imellem. Bed om noget større, som at tilføje otte hold på én gang, så kommer de otte forslag samlet, hvert med sin egen knap til at acceptere eller afvise. Når du accepterer ét, behøver du derfor ikke acceptere resten.

Den dækker allerede slutspilsskemaer, livescoring, tilmelding og turneringsindstillinger, og alle accepterede ændringer linker direkte tilbage til den side, de berørte. Hvis noget går galt undervejs, får du en fejl og en knap til at prøve igen – ikke en indlæsningsindikator, der aldrig bliver færdig. Den kører allerede på vores egne turneringer, og vi lancerer den for kunder som det næste.

Slutspilsskemaet blev bygget om – ikke bare pyntet​

Slutspilsrunder vises nu som et rigtigt slutspilsskema: Holdene forbindes fra kamp til kamp med linjer, der går hele vejen til finalen og kampen om tredjepladsen. Så kan du se hele finaledagens opbygning på én gang i stedet for at rulle gennem en række runder.

Derudover er der flere måder at afvikle turneringen på. Single elimination betyder stadig, at du er ude efter ét nederlag, men med en kamp om tredjepladsen ved siden af. Ved fuld placeringskamp spiller alle hold om deres endelige placering i stedet for at blive sendt hjem tidligt. Double elimination giver hvert hold en ekstra chance i et taber-slutspil, hvis vinder møder det ubesejrede hold i finalen. Repêchage – judos variant – lader hold, der er slået ud af semifinalisterne, kæmpe sig tilbage om to bronzemedaljer. Rangparfinaler spiller én finale for hver placering på tværs af to lige store puljer, så A1 møder B1 og A2 møder B2, og hvert hold får præcis én slutspilskamp. I en jævnbyrdig finale kan du nu lade kampen ende uafgjort, sende den i straffesparkskonkurrence eller give den højere placering til det hold, der havde det bedste resultat i puljespillet.

Slutspilsskemaet ved også, hvad en plads betyder, før den er afgjort. Modstanderen i en semifinale vises som “Vinder af QF2”, så snart kvartfinalen er trukket, i stedet for som en tom celle. Dermed kan du planlægge kampen, tildele en bane og sætte en dommer på, før den tidligere runde overhovedet er gået i gang. Du kan flytte en vinder videre til næste runde manuelt og fortryde det, hvis du laver en fejl.

Dommeropgaver, der fordeles automatisk​

De fleste FairGame-turneringer hyrer ikke dommere – de deltagende hold dømmer hinandens kampe. Automatisk tildeling tager nu ordentligt højde for det: Et hold får kun tilbudt en opgave inden for det tidsrum, hvor det har meldt sig tilgængeligt, og det bliver aldrig sat til at dømme sin egen kampstart.

To pauseregler sørger for, at det samme hold ikke bliver kørt træt. Den ene er den velkendte pause omkring holdets egne kampe. Den anden gælder efter hver dommeropgave og er separat fra den første, så et hold, der netop har dømt en kamp, får en pause før sin næste kamp eller opgave. Automatisk tildeling fordeler også bevidst opgaverne mellem holdene, så det samme hold ikke ender med at dømme to kampe i træk, bare fordi det tilfældigvis var ledigt begge gange.

Fordi slutspilskampe har deres pladsholdere for modstandere fra det øjeblik, de trækkes, kan du sætte dommer på en semifinale, før kvartfinalerne, der fører frem til den, overhovedet er spillet.

Mere klarhed om, hvem der tilmelder og betaler​

Tilmeldingsindstillingerne stiller nu to separate spørgsmål, som før blev blandet sammen: Hvem tilmelder sig og betaler – dig, de besøgende klubber eller deltagerne selv – og hvad er én deltager egentlig: et holds hold fra en klub, et hold uden en klub, et par eller én person? En ungdomsfodboldturnering og en padelaften for voksne kræver forskellige svar på begge spørgsmål, og FairGame tvinger dig ikke længere til at bruge én indstilling til begge situationer.

Hvis en turnering opkræver gebyrer, kan du nu opkræve ét samlet gebyr pr. deltager eller dele det mellem holdets medlemmer og vælge, om arrangøren eller betaleren dækker FairGame Payments' eget gebyr. Hver deltager får sit eget link til at deltage på holdet, så alle på et femmandshold kan betale deres egen del i stedet for, at én person lægger ud for hele tilmeldingsgebyret.

Den offentlige side ligner nu ét samlet produkt​

Resultatportalen og marketingsiden deler nu topmenu, så den samme navigation fører besøgende fra information om FairGame direkte ind i en igangværende turnering. Det lyder måske ikke af meget, men forskellen er, om resultatportalen føles som et andet produkt med FairGames navn på eller som en del af FairGame.

Kampsider viser nu det løbende minut, mens kampen spilles, ikke kun resultatet. Et holds egen side viser nu øverst den kamp, holdet spiller lige nu, hvis der er en, i stedet for at du skal lede efter den. Kortene på fanen Live viser, hvilken række der spiller, ikke kun hvem der spiller. Og hvis du følger et hold, vises dets pulje nu øverst i stillingstabellen i stedet for dér, hvor alfabetisk orden placerer den.

Små ting, der gør en forskel​

• Ishockey er nu med blandt sportsgrenene, med IIHF's eget pointsystem (3-2-1-0) og rækkefølge for afgørelse af uafgjort — ikke fodboldregler med nyt navn.
• FairGame taler nu dansk, og en grundig gennemgang har rettet tekstfejl på tysk, fransk, italiensk, spansk, finsk og islandsk.
• Kampe i slutspillet kan offentliggøres, før puljespillet er færdigt, så finaledagen står i kampprogrammet fra dag ét i stedet for først at dukke op, når kvalifikationen er afgjort.
• En Content-Security-Policy er nu aktiv i rapporteringstilstand i administrationsappen, resultatportalen og på dette site — det første skridt mod at blokere den type indsprøjtede script, som politikken skal fange.
• Hvis du gik glip af det: Vi har udgivet en gratis generator til puljespil og slutspil uden login, som kører helt i din browser – nyttig i sig selv og en forklaring på den seednings- og kampprogramlogik, FairGame bygger videre på.

Hvad sker der nu​

To tråde går igen i alt det ovenstående: Opgaver, du før stod alene med – at dømme kampe, indtaste resultater og lave et slutspilsskema – bliver i stigende grad løst for dig eller af en anden på holdlisten, og de dele af produktet, der viser et slutspilsskema, en live resultattavle eller en tilmeldingsformular, samles om ét ensartet udtryk i stedet for tre apps, der blot deler login.

Begge dele fortsætter. Hvis du har prøvet assistenten, og den næsten gjorde det, du havde brug for, men ikke helt, eller hvis du bruger et format, som slutspilsbyggeren stadig ikke kan håndtere, vil vi hellere høre fra dig end gætte – skriv til os på info@fairgame.is.

Indtast dine hold, og få et komplet kampprogram med det samme: et puljespil, hvor alle hold møder hinanden, eller et seedet slutspilsskema, der er klar til finaledagen. Det hele kører direkte på siden – gratis, uden oprettelse og uden noget, der skal installeres.

Under generatoren finder du en kort forklaring på, hvordan kampene bliver sat op, så du kan begrunde lodtrækningen, hvis en træner stiller spørgsmål ved den.

Lav dit kampprogram​

Tilføj ét hold pr. linje, vælg et format, og se kampprogrammet opdatere, mens du skriver. Bland rækkefølgen for at gøre lodtrækningen tilfældig, slå hjemme- og udekampe til for et dobbelt puljespil, og kopier det færdige kampprogram direkte ind i en besked til dine trænere.

Sådan bygges kampprogrammet til puljespil​

Generatoren bruger cirkelmetoden, den almindelige algoritme til kampprogrammer for puljespil. Forestil dig, at holdene står i en cirkel: Ét hold bliver stående, mens alle andre roterer én plads efter hver runde. De hold, der står over for hinanden i cirklen, spiller mod hinanden i den runde. For n hold giver det n − 1 runder, hvor hvert hold møder alle andre præcis én gang, og ingen hold spiller to gange i samme runde.

Ved et ulige antal hold føjes en tom plads – en frirunde – til cirklen. Det hold, der står over for frirunden, sidder over i den runde, og rotationen sikrer, at hvert hold sidder over præcis én gang. Hjemme- og udehold skifter fra runde til runde, og med dobbelt puljespil tilføjes en ekstra kamp mod hvert hold, hvor hjemme- og udehold byttes om.

Sådan seedes slutspilsskemaet​

Rækkefølgen på din holdliste er seedningen: Det første hold er topseedet, og det sidste er bundseedet. Slutspilsskemaet bruger den almindelige placering af seedede hold – seed 1 møder det lavest seedede hold, seed 2 placeres i den modsatte halvdel og så videre. På den måde kan de to stærkeste hold først mødes i finalen, og de første runder afgøres ikke af en uheldig lodtrækning. Vil du hellere have en blind lodtrækning? Bland rækkefølgen først.

Når antallet af hold ikke er en potens af to, fyldes slutspilsskemaet med frirunder, som gives til de højest seedede hold – præcis som i professionelle turneringer. Et hold med en frirunde springer første runde over og går direkte videre til den næste.

Fra kampliste til rigtigt kampprogram​

En kampliste viser, hvem der spiller mod hvem – men en rigtig turnering skal også vise hvornår og hvor. Så snart du tildeler starttidspunkter, baner og dommere, opstår der nye problemer: To kampe på samme bane samtidig, et hold booket på to baner på én gang, ingen pause mellem kampene eller en klub, der dømmer sin egen kamp.

Det er den del, FairGame automatiserer. Importér dine hold, angiv baner og tidsrum, så laver FairGame hele kampprogrammet på få sekunder – inklusive puljer med puljespil, seedede slutspilsskemaer, live-stilling og offentlige resultater. Generatoren ovenfor giver dig kampene; FairGame styrer turneringen.

Ofte stillede spørgsmål​

Hvor mange kampe har en turnering med puljespil?​

n × (n − 1) ÷ 2 i et enkelt puljespil, hvor n er antallet af hold: 6 hold spiller 15 kampe, 8 hold spiller 28, og 12 hold spiller 66. Et dobbelt puljespil med hjemme- og udebane fordobler antallet. Generatoren viser det samlede antal for det valgte antal hold, mens du skriver.

Hvordan fungerer oversidderrunder ved et ulige antal hold?​

En fiktiv modstander – oversidderen – tilføjes, så antallet bliver lige. Holdet, der trækkes mod oversidderen, sidder over den runde. I løbet af hele puljespillet får hvert hold præcis én oversidderrunde, så ingen spiller flere kampe end de andre.

Hvordan seedes slutspilsskemaet?​

Efter rækkefølgen på din liste: Det første hold er seed 1. Parrene placeres efter det almindelige slutspilsskema, så seed 1 først møder den lavest seedede modstander, og de to bedste seeds ikke kan mødes før finalen. Hvis antallet af hold ikke er en potens af to, får de højeste seeds oversidderrunderne. Brug bland-knappen til en tilfældig lodtrækning i stedet.

Kan jeg generere kampe med hjemme- og udebane?​

Ja – slå dobbelt puljespil til. Anden halvdel af kampprogrammet gentager alle kampe med hjemme- og udebane byttet om, hvilket er det almindelige ligaformat.

Er denne turneringsgenerator virkelig gratis?​

Ja. Den kører helt i din browser uden konto og uden praktiske begrænsninger (op til 64 hold). Når du har brug for starttidspunkter, baner, dommere, live-resultater og offentliggjorte resultater ud over kampprogrammet, klarer FairGame det – gratis for små turneringer.

Sådan laver du et kampprogram til puljespil i Excel: Skriv holdene i én kolonne, fasthold det første hold, og flyt de øvrige ét trin for hver runde. Det er cirkelmetoden, som sikrer, at alle hold møder hinanden præcis én gang på n − 1 runder.

Nedenfor får du den manuelle opstilling, formlen der roterer holdene for dig, og grænsen for, hvornår et regneark ikke længere er det rette værktøj.

Trin 1: Find antal kampe og runder​

Start med at få overblik over omfanget. Et enkelt puljespil med n hold har n × (n − 1) ÷ 2 kampe. Otte hold giver 28 kampe, mens tolv giver 66. Ved hjemme- og udekampe skal tallet fordobles.

Runder er ikke det samme som kampe. En runde består af kampe, der kan spilles samtidig, fordi ingen hold optræder to gange. Med et lige antal hold skal du bruge n − 1 runder med n ÷ 2 kampe i hver. Otte hold betyder 7 runder med 4 kampe.

• 6 hold: 15 kampe, 5 runder med 3
• 8 hold: 28 kampe, 7 runder med 4
• 10 hold: 45 kampe, 9 runder med 5
• 12 hold: 66 kampe, 11 runder med 6

Trin 2: Opstil cirkelmetoden manuelt​

Cirkelmetoden er en pålidelig måde at finde kampene på. Skriv holdene i to rækker: første halvdel fra venstre mod højre i den øverste række og anden halvdel fra højre mod venstre i den nederste række. Hver kolonne er en kamp.

Med 8 hold ser runde 1 sådan ud: Den øverste række er 1, 2, 3, 4, og den nederste række er 8, 7, 6, 5. Kampene bliver derfor 1 mod 8, 2 mod 7, 3 mod 6 og 4 mod 5.

Fasthold nu hold 1, og roter alle andre hold ét trin med uret omkring det. Hold 2 flytter til den plads, hvor 3 stod, 8 flytter op på hold 2's gamle plads, og så videre. Aflæs de nye kolonner, så har du runde 2. Gentag, indtil du har gennemført n − 1 runder, så har hvert holdpar mødt hinanden præcis én gang.

Trin 3: Excel-formlen, der roterer for dig​

Hvis du hellere vil lade regnearket rotere holdene, skal du skrive dem i A2:A9 (otte hold). A2 er det faste hold, mens A3:A9 er de syv hold, der roterer.

Lav et gitter med én række pr. runde og én kolonne pr. kamp. For en runde med nummer R sættes r = R − 1. Den første kamp i hver runde involverer altid det faste hold:

• Kamp 1 hjemme: =$A$2
• Kamp 1 ude: =INDEX($A$3:$A$9, MOD(r, 7) + 1)
• Kamp k+1 hjemme (k = 1, 2, 3): =INDEX($A$3:$A$9, MOD(r + k, 7) + 1)
• Kamp k+1 ude (k = 1, 2, 3): =INDEX($A$3:$A$9, MOD(r - k + 7, 7) + 1)

Runde 1 bliver 1 v 2, 3 v 8, 4 v 7, 5 v 6. Runde 2 bliver 1 v 3, 4 v 2, 5 v 8, 6 v 7. Hvert hold optræder præcis én gang pr. runde, og ingen par mødes igen.

De parringer er ikke de samme som den håndtegnede runde 1 i trin 2, fordi formlen starter rotationen fra en anden position på cirklen. Begge er komplette, gyldige puljespil — et puljespil har mange korrekte rækkefølger, og det afgørende er, at hvert par mødes præcis én gang. Vælg én metode, og hold dig til den i stedet for at sammenligne dem.

Hvis du vil tilpasse den til et andet antal hold, skal du erstatte de to 7-taller med n − 1 og bruge dit eget område. + 7 i ude-formlen er kun med for at holde resultatet positivt før MOD — det skal også være n − 1.

Trin 4: Håndtér et ulige antal hold med en frirunde​

Cirkelmetoden kræver et lige antal. Hvis der er et ulige antal hold, kan du tilføje en fiktiv post kaldet “Bye” for at få antallet op på et lige tal. Det hold, der trækkes mod Bye, sidder over i den runde.

Syv rigtige hold bliver til otte poster, så du får 7 runder i stedet for 6, og hvert hold sidder over præcis én gang. Husk at filtrere rækkerne med Bye fra, før du offentliggør noget, ellers møder en træner op for at spille mod ingen.

Når regnearket ikke længere hjælper​

Alt ovenfor løser, hvem der spiller mod hvem. Det løser ikke, hvornår og hvor kampene spilles, og det er den del, der virkelig sluger en arrangørs uge.

Så snart du tildeler runderne til rigtige baner og kamptider, dukker der et nyt sæt regler op, og Excel aner ikke, hvad de går ud på:

• To kampe på samme bane på samme tid
• Et hold, der er sat til at spille på to baner i samme tidsrum
• Et hold, der slutter på én bane og skal spille på en anden få minutter senere
• Hold, der rejser, og som ikke kan starte før et bestemt tidspunkt
• En dommer, der bliver bedt om at dømme en kamp, som eget hold spiller
• Aldersgrupper, der skal være færdige og hjemme tidligt på eftermiddagen

Du kan løse noget af det med betinget formatering og stor omhu. Men et regneark kan ikke beregne planen igen. Når et hold trækker sig torsdag, eller regn gør en bane utilgængelig om morgenen, passer den plan, du omhyggeligt lavede, ikke længere, og alle efterfølgende celler skal ændres manuelt.

Den hurtigere løsning: Lad en planlægningsmotor placere kampene​

Hver af disse regler er en begrænsning, og det er netop den slags begrænsninger, kampprogramsoftware er lavet til at håndtere. FairGame tager dine hold, baner og ledige tidsrum og giver dig et komplet puljespil — alle kampe placeret, ingen sammenfald, passende pauser og ingen dommere med dobbeltbookinger — på sekunder i stedet for flere aftener.

Du skriver reglerne én gang som ufravigelige krav eller ønsker, og hvis dagen reelt ikke kan rumme det hele, fortæller systemet dig hvorfor og hvad du kan ændre, i stedet for stille at fjerne kampe. Når et hold trækker sig, laver systemet de berørte kampe om, så du ikke skal begynde forfra.

Ofte stillede spørgsmål​

Hvor mange kampe er der i et puljespil med 8 hold?​

28 kampe. Formlen er n × (n − 1) ÷ 2, så 8 × 7 ÷ 2 = 28. De 28 kampe spilles over 7 runder med 4 samtidige kampe. Et puljespil med hjemme- og udekampe fordobler tallet til 56.

Har Excel en skabelon til puljespil?​

Excel har ikke en officiel generator til puljespil. Der findes skabeloner fra brugere, men de fleste er låst til et bestemt antal hold, så opsætningen går i stykker, hvis du ændrer antallet af hold. Det er mere pålideligt selv at bygge den med cirkelmetoden og en INDEX/MOD-formel, fordi du kan ændre størrelsen ved at ændre ét tal.

Hvordan håndterer du et ulige antal hold i et puljespil?​

Tilføj et fantomhold, der giver en frirunde, så antallet bliver lige. Det hold, der trækkes mod fantomholdet, holder fri i den runde. Et ulige antal på n hold giver n runder i stedet for n − 1, og hvert hold får præcis én frirunde i løbet af turneringen.

Hvad er cirkelmetoden?​

En metode til at lave kampprogrammer til puljespil, hvor ét hold bliver på sin plads, mens alle andre roteres én plads rundt om det for hver runde. De hold, der står over for hinanden i cirklen, spiller mod hinanden i den runde. Ved et lige antal hold giver metoden et komplet kampprogram på n − 1 runder uden gentagne kampe.

Kan Excel placere kampe på baner og tidspunkter?​

Ikke af sig selv. Excel kan lave kampene, men kan ikke håndtere ledige baner, pauser mellem kampe, transporttid eller dommerkonflikter. Det kan heller ikke beregne kampprogrammet igen, når noget ændrer sig. Det er her, arrangører går over til dedikeret software til kampprogrammer.

Når du planlægger en turnering på flere spillesteder, skal du først sikre dig, at dagen overhovedet hænger sammen – sammenhold de tilgængelige baneminutter med de nødvendige kampminutter. Placér derefter kampene, så intet hold er sat til at spille to steder på én gang, og så ingen hold skal krydse byen mellem to kampe i træk.

Det svære er ikke kampprogrammet. Det er transporten, pauserne og det faktum, at alle begrænsninger påvirker hinanden.

Start med kapaciteten, ikke kampprogrammet​

Den mest almindelige fejl er at opdage torsdag, at dagen aldrig kunne hænge sammen. Regn efter først.

Læg dine baneminutter sammen: gang hver bane med det antal timer, den er åben. Læg derefter kampminutterne sammen: det samlede antal kampe ganget med kampens varighed plus tid til holdskifte. Hvis det andet tal ligger bare i nærheden af det første, er du allerede i problemer – du skal have luft til forsinkelser.

Et eksempel. Tolv baner, der er åbne fra 09:00 til 17:00, giver 12 × 8 × 60 = 5.760 baneminutter. Tre hundrede kampe á 25 minutter plus 5 minutters holdskifte giver 300 × 30 = 9.000 kampminutter. Dagen hænger ikke sammen, og ingen smart placering kan ændre det. Du skal bruge flere baner, længere åbningstid, kortere kampe eller en ekstra dag.

Transporttid mellem spillesteder er en fast begrænsning​

På ét spillested behøver tiden mellem et holds kampe kun at dække pause og gang. På to spillesteder skal den også dække transporten — og ved ungdomsturneringer betyder det den faktiske tur med børn, udstyr og en træner, der skal holde styr på alle, ikke køretiden på et kort.

Den sikreste løsning er at undgå problemet: Lad så vidt muligt hver aldersgruppe eller række blive på ét spillested hele dagen. Forældrene ved, hvor de skal være, holdene skal ikke flytte sig, og kampprogrammet bliver meget enklere.

Hvis en række reelt skal fordeles på flere spillesteder, skal du behandle transporten som en begrænsning, kampprogrammet skal tage højde for — ikke som noget, trænerne bare må klare. Tager det 30 minutter at komme mellem spillestederne, kan et hold ikke sættes til at spille på det andet spillested mindre end 30 minutter efter kampen på det første — og den normale pause skal lægges oveni.

Reglerne, der reelt begrænser en dag på flere spillesteder​

Når du lægger kampe på flere spillesteder, bliver listen over ting, der skal overholdes, hurtigt lang. Det er især disse begrænsninger, arrangører møder i praksis:

• Pause mellem kampe — et minimumsinterval, så holdene ikke spiller lige efter hinanden
• Transporttid — tiden mellem to spillesteder, hvor et hold skal spille
• Ankomsttidspunkter — hold langvejs fra, som ikke kan begynde før et bestemt klokkeslæt
• Seneste sluttid — de yngste aldersgrupper, der skal være færdige tidligt på eftermiddagen
• Banernes åbningstider — spillesteder, der ikke alle åbner og lukker samtidig
• Begrænsninger for række og bane — aldersrækker med få spillere, der kun kan bruge bestemte baner
• Maksimalt antal kampe pr. hold pr. dag — en grænse, så ingen spiller seks kampe
• Dommerdækning — en dommer på hver bane i hver time, banen er i brug
• Samtidige sidste puljekampe — de sidste kampe i puljen begynder samtidig, så ingen kan spille efter et kendt resultat

Hvorfor det ikke er et regnearksproblem​

Hver enkelt regel er nem at tjekke manuelt. Det svære er, at de påvirker hinanden. Hvis du flytter en kamp for at løse et problem med hviletiden, kan et andet hold overskride sit afrejsetidspunkt, så der bliver en ledig bane, som dommerplanen ikke længere dækker.

Det er et problem, hvor mange krav skal opfyldes samtidig, og det er reelt svært — antallet af mulige løsninger vokser langt hurtigere end antallet af kampe. Når du placerer kampe én ad gangen, finder du måske en løsning, der opfylder den regel, du fokuserer på, men samtidig ubemærket bryder to andre.

I praksis er manuelle kampprogrammer på flere spillesteder derfor sjældent åbenlyst forkerte. Du opdager først fejlen kl. 10.40 om lørdagen.

Løs hele dagen på én gang​

Alternativet er at fastlægge reglerne på forhånd og lade en løsningsmotor placere alle kampe samtidigt i stedet for at udfylde tiderne én ad gangen. FairGames avancerede kampprogramlægger gør netop det ved at bruge en løsningsmotor, der ser hele dagen som ét samlet problem.

Fordi den løser problemet samlet, kan den besvare et spørgsmål, som et regneark ikke kan: om der overhovedet findes et gyldigt kampprogram. Hvis dine krav reelt ikke kan opfyldes, siger den det og forklarer, hvilket krav der sætter grænsen, inklusive beregningen af kapaciteten. Så kan du tilføje en bane, forlænge åbningstiden, forkorte kampene eller fordele dem på en anden dag, før du lover nogen et kamptidspunkt.

Ofte stillede spørgsmål​

Hvordan planlægger du en turnering på flere spillesteder?​

Tjek først kapaciteten — samlede baneminutter sammenholdt med samlede kampminutter — og hold derefter hver række på ét spillested, hvor det er muligt. Hvis en række skal fordeles på flere steder, skal transporttiden mellem dem være et fast krav ud over den normale hviletid, så intet hold sættes til at spille på det andet spillested, før det fysisk kan nå frem.

Hvor meget hvile skal hold have mellem kampene?​

I ungdomsfodbold er 30 minutter mellem kampe på samme bane et almindeligt minimum, og der skal være mere for ældre aldersgrupper, der spiller længere kampe. På tværs af spillesteder skal du lægge hele transporttiden oveni. Det rigtige antal minutter afhænger af kampenes længde og spillernes alder, men det bør fastsættes som en regel, kampprogrammet skal overholde, ikke overlades til tilfældigheder.

Hvor mange baner skal du bruge til din turnering?​

Divider det samlede antal kampminutter med det antal minutter, hver bane er åben. Ved 300 kampe på 30 minutter inklusive holdskifte skal du bruge 9.000 baneminutter. En bane, der er åben i 8 timer, giver 480 minutter, så du skal bruge mindst 19 banedage – og i praksis flere, fordi et kampprogram med 100 % kapacitet ikke giver plads til forsinkelser.

Hvad sker der, hvis kampprogrammet ikke går op?​

Du kan gøre fire ting: tilføje baner, forlænge spillestedernes åbningstid, forkorte kampene eller sprede turneringen over flere dage. Et godt planlægningsværktøj fortæller dig på forhånd, hvilken begrænsning der er afgørende, i stedet for at fjerne kampe uden at sige det.

Bør hver aldersgruppe blive på ét spillested?​

Ja, hvis det er muligt. Så slipper du helt for transport i kampprogrammet, dagen bliver meget nemmere for forældre og trænere, og det bliver lettere at dække kampene med dommere. Del kun en række mellem flere spillesteder, hvis banekapaciteten reelt ikke giver andre muligheder.

Vælg puljespil (alle mod alle), når feltet er lille, og retfærdighed er vigtigst, slutspil, når feltet er stort, og tiden er knap, og et schweizersystem, når du har mange hold, men stadig vil give alle det samme antal kampe.

Her sammenligner vi de tre formater på det, der faktisk afgør valget: kampe pr. hold, samlet tidsforbrug og hvor meget administration de kræver af dig på dagen.

Puljespil: mest retfærdigt, men tidskrævende​

Alle hold spiller mod alle andre hold. Den endelige stilling er svær at anfægte, fordi ingen holds placering afhænger af, hvem de tilfældigvis blev trukket mod.

Ulempen er antallet af kampe. Antallet vokser med kvadratet på antallet af hold: n × (n − 1) ÷ 2. Seks hold giver 15 kampe, mens 16 hold giver 120. Derfor er puljespil i praksis kun velegnet til små puljer – typisk fire til seks hold – og derfor bruger store turneringer det til puljespillet frem for hele turneringen.

• Kampe pr. hold: n − 1 – flest af alle formater
• Kampe i alt: n × (n − 1) ÷ 2 – vokser hurtigst
• Bedst til: 4–6 hold eller som puljespil

Slutspil: hurtigst, hårdest​

Hver kamp slår et hold ud, så det kræver præcis n − 1 kampe at finde en vinder blandt n hold. Det er klart det mest tidseffektive format, og afslutningen er dramatisk.

Ulempen er, at halvdelen af holdene bliver slået ud efter én kamp. Et hold, der har kørt i to timer, kan være færdigt før frokost, og én dårlig kamp – eller en svær lodtrækning i første runde – kan afslutte et godt holds turnering.

• Kampe pr. hold: mindst 1, log₂(n) for vinderen
• Kampe i alt: n − 1 – færrest af alle formater
• Bedst til: mange hold og en stram tidsgrænse

schweizersystem: mellemvejen, som de færreste arrangører har prøvet​

Et schweizersystem fastlægger et antal runder på forhånd – for eksempel fem – og alle hold spiller i dem alle. Ingen bliver slået ud.

Det schweiziske ligger i parringen: Efter hver runde sættes hold med et lignende pointtal sammen. Vindere spiller mod vindere, og tabere mod tabere. Derfor møder de ubesejrede hold naturligt hinanden, efterhånden som turneringen skrider frem, og i sidste runde bliver den øverste parring som regel en uofficiel finale – uden at nogen er slået ud.

Fordelen er forholdet mellem kampe og hold. Med 32 hold giver fem schweiziske runder hvert hold fem kampe, altså 80 kampe i alt. Et komplet puljespil alle mod alle kræver 496. Et slutspil finder en vinder på 31 kampe, men sender halvdelen af holdene hjem efter én kamp.

• Kampe pr. hold: fast og ens for alle – du vælger antallet af runder
• Kampe i alt: runder × n ÷ 2 – vokser lineært, ikke kvadratisk
• Bedst til: mange hold, hvor alle skal spille lige mange kampe

Ulempen er administrationen. Parringerne til tredje runde kan først laves, når anden runde er færdigregistreret, så hele kampprogrammet kan ikke offentliggøres på forhånd – upraktisk, når forældre gerne vil kende dagens tider allerede mandag. Schweizisk format kræver også en regel, der forhindrer omkampe, samt et system til at afgøre placeringen mellem hold med samme pointtal.

Fra puljespil til slutspilsskema: det bruger de fleste turneringer​

Standardformatet i ungdoms- og klubturneringer er en kombination: små puljer med puljespil alle mod alle først og derefter slutspil for de bedst placerede.

Det giver dig det bedste fra begge formater. Alle hold er sikret tre eller fire kampe uanset resultaterne, puljestillingen giver et solidt grundlag for seedningen i slutspilsskemaet, og turneringen slutter stadig med en rigtig finale. Et trøstslutspil for de hold, der ikke kvalificerer sig, betyder, at ingen får dagen afsluttet for tidligt.

En tommelfingerregel​

Vælg format efter din vigtigste begrænsning:

• Færre end 6 hold, fairness er vigtigst: enkelt puljespil alle mod alle
• Mange hold, stram tidsgrænse, et klart resultat er nødvendigt: slutspil
• Mange hold, alle skal spille lige mange kampe: schweizisk format
• Garanterede kampe og en reel vinder: puljer til slutspilsskema
• Få hold, men du vil ikke ryge ud efter én kamp: dobbelt eliminering

Sammenlign mulighederne, før du beslutter dig​

Det er lettere at beslutte sig, når du kan se, hvor mange timer hvert format kræver. Beregn antallet af kampe for to eller tre muligheder, divider med det antal baneminutter, du har, og så bliver valget som regel klart.

I FairGame er formatet en indstilling, ikke en endelig beslutning. Vælg puljespil, slutspil eller puljer til slutspilsskema for hver turneringsdag, så bliver kampprogram, stilling og slutspilsskema automatisk opdateret — og du kan sammenligne et par muligheder, antal kampe og sluttidspunkt, før du melder noget ud.

Ofte stillede spørgsmål​

Hvad er en turnering med schweizersystem?​

Et format med et fast antal runder, hvor ingen bliver slået ud, og holdene parres i hver runde med modstandere, der har et lignende antal point. Vindere møder vindere, så de stærkeste hold naturligt finder hinanden, og alle hold spiller det samme antal kampe.

Er schweizersystem bedre end puljespil?​

For mange hold er svaret som regel ja, når det gælder effektivitet. Med 32 hold kræver fem runder i et schweizersystem 80 kampe mod 496 i et fuldt puljespil, og hvert hold spiller stadig fem kampe. Puljespil er dog mere retfærdigt i streng forstand, fordi stillingen i et schweizersystem delvist afhænger af, hvem du blev parret med.

Hvor mange kampe kræver hvert format?​

Puljespil: n × (n − 1) ÷ 2. Slutspil: n − 1. Schweizersystem: runder × n ÷ 2. For 16 hold giver det henholdsvis 120, 15 og 40 kampe i et schweizersystem med fem runder.

Hvilket turneringsformat er bedst til ungdomsfodbold?​

Puljespil efterfulgt af et slutspilsskema er i de fleste tilfælde den bedste løsning. Det sikrer, at hvert hold får flere kampe, så ingen rejser langt for kun at spille én kamp, giver en velbegrundet seedning ud fra puljernes stilling og afsluttes stadig med en rigtig finale. Et B-slutspil for hold, der ikke kvalificerer sig, sikrer, at alle hold fortsætter med at spille.

Kan du offentliggøre et kampprogram efter schweizersystemet på forhånd?​

Ikke helt. Parringerne i hver runde afhænger af resultaterne fra den foregående runde, så kun første runde kan offentliggøres på forhånd. Hvis forældre og trænere skal kende alle tider på forhånd, er puljespil efterfulgt af et slutspilsskema det nemmeste valg.

En slutspilsgenerator seeder holdene ved først at rangere dem og derefter placere dem, så de stærkeste hold ikke kan møde hinanden før den senest mulige runde – seed 1 møder seed 16, seed 2 møder seed 15 og så videre.

Den rigtige placering er det, der skiller et fair slutspilsskema fra et, der kun ved et tilfælde skaber en fantastisk finale.

Det klassiske seedningsmønster​

I et seedet slutspilsskema er reglen for parringerne i første runde enkel: seed 1 møder den laveste seedning, seed 2 møder den næstlaveste og så videre. I et slutspilsskema med 16 hold bliver det 1 mod 16, 2 mod 15, 3 mod 14, 4 mod 13 og så videre.

Det vigtige er ikke kun parringerne, men også hvilken halvdel af slutspilsskemaet hvert hold placeres i. Seed 1 og 2 skal placeres i hver sin halvdel, så de kun kan møde hinanden i finalen. Seed 3 og 4 skal placeres i hver sin fjerdedel, så de fire stærkeste hold fordeles på skemaets fire fjerdedele.

• Seed 1 og seed 2: hver sin halvdel – kan kun mødes i finalen
• Seed 1–4: én i hver fjerdedel – kan tidligst mødes i semifinalen
• Seed 1–8: én i hver ottendedel – kan tidligst mødes i kvartfinalen

Når det gøres rigtigt, er en overraskelse altid mulig, men den er aldrig skabt af lodtrækningen. Hvis de to bedste hold møder hinanden i første runde, er det en fejl i seedningen – ikke uheld.

Hvor frirunderne placeres​

Når antallet af hold ikke er en potens af to, går nogle hold videre uden at spille. Frirunderne gives altid til de højst seedede hold – det er belønningen for at slutte øverst i en pulje.

Med 12 hold får seedning 1 til 4 en frirunde, mens seedning 5 til 12 spiller første runde. De fire hold med frirunde slutter sig til de fire vindere i et overskueligt kvartfinalefelt med otte hold. Hvis frirunderne i stedet gives til lavere seedede hold, får hold en fordel, de ikke har gjort sig fortjent til.

Hvor seedningen kommer fra​

En generator skal rangere holdene, før den kan placere dem, og der er to fair kilder til rangeringen.

Den første er stillingen i puljerne. Hvis turneringen havde et puljespil, viser tabellerne allerede, hvem der klarede sig bedst: puljevindere seedes over andenpladser, og point, målforskel og derefter scorede mål afgør uafgjorte placeringer. Det er den mest almindelige og bedst begrundede metode, fordi rangeringen blev fortjent på banen den dag.

Den anden er en styrkevurdering, som er mere nyttig, når slutspilsskemaet starter uden et puljespil – for eksempel ved en endagsturnering. Et vurderingssystem som OpenSkill lærer hvert holds styrke ud fra tidligere resultater, inklusive sejrenes størrelse, så et hold, der vandt knebent, vurderes anderledes end et hold, der vandt stort.

Bedste treere​

Et almindeligt problem: Seks puljer giver seks vindere og seks andenpladser, altså 12 kvalificerede hold, men dit slutspilsskema har 16 pladser. Du mangler fire hold.

Det sædvanlige svar er at tage de bedste treere fra alle puljer. Når hold, der aldrig har mødt hinanden, skal rangeres, kræver det en ensartet regel – først point, derefter målforskel og så scorede mål. Hvis puljerne har forskellig størrelse, bør du sammenligne gennemsnit pr. kamp i stedet for totaler, så et hold fra en større pulje ikke får en kunstig fordel af at have spillet flere kampe.

Hold klubberne adskilt​

En regel, som ren seedning ikke løser: Hold fra samme klub bør som regel ikke møde hinanden i første runde, især ved ungdomsturneringer, hvor to hold fra samme klub er rejst sammen.

Hvis din slutspilsgenerator ikke håndterer det, ender du med at justere lodtrækningen manuelt – og hvert manuelt skub risikerer at ødelægge den seedning, du netop har lagt ind. Se, om værktøjet lader dig angive reglen, i stedet for at du kun retter konsekvensen.

Sådan opretter FairGame slutspilsskemaet​

FairGame seeder slutspilsskemaet direkte ud fra den aktuelle puljestilling, så de kvalificerede går videre, så snart den sidste puljekamp er registreret. Du kan skifte seedningskilde til en færdighedsvurdering, hvis der ikke er et puljespil at tage udgangspunkt i, eller trække holdene på plads manuelt, hvis du selv vil bestemme det endelige resultat.

Slutspilsskemaer går fra en finale til 32-delsfinaler, frirunder placeres automatisk, og et placeringsslutspil eller fuldt slutspil om placeringer sørger for, at de hold, der ikke kvalificerer sig, kan fortsætte i stedet for at tage hjem. Ændr et puljeresultat, så oprettes slutspilsskemaet på ny uden behov for en ny lodtrækning.

Ofte stillede spørgsmål​

Hvordan fungerer seedning i et slutspilsskema?​

Holdene rangeres og placeres derefter, så de stærkeste hold er så langt fra hinanden som muligt. Det højst seedede hold møder det lavest seedede, det næsthøjst seedede møder det næstlavest seedede, og seed 1 og 2 placeres i hver sin halvdel, så de kun kan mødes i finalen.

Hvem får en frirunde i slutspilsskemaet?​

De højst seedede hold. Når antallet af hold ikke er en potens af to, reducerer frirunder antallet til 8, 16 eller 32, og når de gives til de højest rangerede hold, belønner det præstationerne i puljespillet i stedet for at give svagere hold en fordel.

Skal jeg seede efter puljestilling eller rating?​

Brug puljestillingen, når der er spillet et puljespil – placeringen er opnået den dag og er nem at forklare. Brug en færdighedsvurdering, når slutspillet starter uden et puljespil, da den bruger tidligere resultater til at vurdere styrken i stedet for at gætte.

Hvordan vælger man de bedste hold på tredjepladsen?​

Rangér alle hold på tredjepladsen efter en fast regel: point, derefter målforskel og til sidst scorede mål. Hvis puljerne har forskellig størrelse, skal du sammenligne gennemsnit pr. kamp i stedet for totaler, så hold fra større puljer ikke får en fordel.

Kan et værktøj til slutspilsskemaer holde hold fra samme klub adskilt?​

Gode værktøjer kan. Det er især vigtigt i ungdomsturneringer, hvor klubber tilmelder flere hold. Hvis værktøjet ikke kan håndtere reglen, skal du justere lodtrækningen manuelt, og så risikerer du at fortryde den seedning, du netop har lavet.

Slutrunder er de dele af en turnering, hvor taberen af hver kamp ryger ud, og vinderen går videre. Feltet halveres i hver runde, så 16 hold bliver til 8, derefter 4, så 2 og til sidst én vinder.

De kaldes også elimineringsrunder eller slutspilsskemaet, og det er typisk sådan, de fleste forestiller sig afslutningen på en turnering.

Sådan fungerer en slutrunde​

Hvert hold bliver sat sammen med én modstander. De spiller én kamp. Vinderen går videre til næste runde, mens taberen er helt ude af turneringen. Der er ingen stilling, ingen point og ingen ny chance.

Fordi hver kamp sender præcis ét hold ud, kræver et slutspil langt færre kampe end en liga. Det kræver 15 kampe at finde en vinder blandt 16 hold – altid én kamp færre end antallet af hold.

Hvad runderne kaldes​

Runderne navngives efter, hvor mange hold der er tilbage, når runden begynder – ikke efter hvor mange kampe den indeholder. Det er det, der oftest skaber forvirring i et slutspilsskema.

• 32-delsrunde: 32 hold, 16 kampe
• Ottendedelsfinale: 16 hold, 8 kampe
• Kvartfinale: 8 hold, 4 kampe
• Semifinale: 4 hold, 2 kampe
• Finale: 2 hold, 1 kamp – vinderen vinder turneringen

Mange turneringer tilføjer en kamp om tredjepladsen mellem de to tabende semifinalister. Den er valgfri, men giver begge hold én kamp mere og afgør placeringerne på podiet.

Frirunder: når antallet af hold ikke er en potens af to​

Slutspilsskemaer fungerer bedst, når antallet af hold er en potens af to – 4, 8, 16, 32. Virkeligheden er sjældent så enkel. Med 12 hold går et almindeligt slutspilsskema ikke op.

Løsningen er en frirunde: Et hold går videre til næste runde uden at spille. Frirunder gives normalt til de stærkeste hold, så antallet af hold i første runde bliver en potens af to, og resten går nemt op. Med 12 hold får 4 hold en frirunde, mens de øvrige 8 spiller første runde. Så er der 8 hold tilbage til kvartfinalerne.

Seedning: derfor er slutspilsskemaet ikke en tilfældig lodtrækning​

Hvis du laver slutspilsskemaet ved lodtrækning, kan de to bedste hold møde hinanden i første runde, så det ene straks er ude. Seedning skal forhindre netop det.

Ved seedning rangeres holdene før lodtrækningen og placeres, så de stærkeste hold holdes så langt fra hinanden som muligt – første- og andenseedningen kan kun mødes i finalen. I en turnering med puljespil først kommer seedningen normalt fra puljetabellerne: Puljevindere seedes højere end nummer to.

Hvornår skal du bruge slutspil – og hvornår ikke?​

Slutspil er det rigtige valg, når du har mange hold og en stram tidsplan. Det er afgjort, spændende og slutter til tiden.

Det er det forkerte valg, når holdene er rejst langt for at deltage en hel dag. Halvdelen af holdene er ude efter én kamp, og et hold, der tabte knebent til den senere vinder, rejser hjem efter kun at have spillet én kamp. For ungdoms- og klubturneringer er det som regel ikke acceptabelt.

Det almindelige kompromis er puljespil efterfulgt af et slutspilsskema: Alle får tre eller fire garanterede kampe i en lille pulje med puljespil, alle mod alle, hvorefter de bedst placerede hold går videre til slutspillet, der afgør turneringen. Et B-slutspil – en ekstra turnering for holdene, der ikke går videre – betyder, at ingen stopper tidligt.

Sådan kører du slutspilsskemaet uden at tegne det om i hånden​

Den administrative opgave ved et slutspil er, at hvert resultat ændrer næste runde. Nogen skal vide, hvem der vandt, finde ud af, hvem det sender videre, og opdatere slutspilsskemaet før næste kampstart – som regel mens turneringen er i gang.

FairGame opretter slutspilsskemaet ud fra stillingen i dine puljer og sender automatisk hold videre, efterhånden som resultaterne kommer ind. Slutspil kan gå fra en finale til 32 hold, oversiddere håndteres automatisk, og seedning kan komme fra stillingen, en færdighedsvurdering eller din egen træk-og-slip-rækkefølge.

Ofte stillede spørgsmål​

Hvad er slutspilsrunder i en turnering?​

Slutspilsrunder er de afgørende faser, hvor det tabende hold er ude af turneringen, og vinderen går videre. I hver runde halveres antallet af tilbageværende hold, indtil kun én vinder er tilbage. De kaldes også elimineringsrunder eller slutspilsskemaet.

Hvor mange kampe er der i en slutspilsturnering?​

Én mindre end antallet af hold. Hver kamp sender præcis ét hold ud, og alle andre end vinderen skal elimineres, så 16 hold kræver 15 kampe. Læg én kamp til, hvis I spiller om tredjepladsen.

Hvad er forskellen på en slutspilsrunde og et puljespil?​

I et puljespil spiller hvert hold flere kampe og placeres i stillingen efter point, så ét dårligt resultat kan overleves. I en slutspilsrunde slutter turneringen for holdet efter ét nederlag. Mange turneringer starter med puljespil for at sikre flere kampe og bruger derefter slutspil til at finde vinderen.

Hvad er en oversidder i et slutspilsskema?​

En oversidder sender et hold videre til næste runde uden en kamp og bruges, når antallet af hold ikke er en potens af to. Oversiddere gives som regel til de højst seedede hold, så feltet bliver til 8, 16 eller 32 hold i næste runde.

Hvorfor seedes hold i slutspilsskemaet?​

Så de stærkeste hold ikke møder hinanden for tidligt. Seedning placerer de bedst rangerede hold i hver sin del af slutspilsskemaet, så første- og andenseedet kun kan mødes i finalen. Uden seedning kan en lodtrækning sende de to bedste hold ud allerede i første runde.

Vi bruger det meste af vores tid sammen med arrangører i de dele af en turnering, der giver problemer: ugen op til, når kampprogrammet stadig ikke går op, og på selve dagen, når en dommer ikke dukker op. Næsten alt, hvad vi lancerede denne sommer, udsprang af at se de to situationer tæt på.

Her er nyhederne — hvad hver funktion gør, og hvilket konkret problem den løser.

Dommerne melder selv ind nu​

Før betød indsamling af dommernes tilgængelighed telefonopkald og et regneark, hvor du skulle skrive hvert svar ind. Nu får hver dommer sit eget link. Ingen app, konto eller adgangskode — linket åbnes på telefonen, dommeren angiver, hvornår der kan arbejdes, og vælger de vagter, der passer.

Dommeren kan se hele oversigten: hvilke banetider der er ledige, hvilke der allerede er dækket, og hvilke vagter der er valgt. Tryk på en ledig tid for at tage den; tryk på en af dine egne grønne vagter for at frigive den. Tider uden for den angivne tilgængelighed er låst, så ingen ved en fejl tilmelder sig en vagt, der ikke kan dækkes.

Hos dig udfyldes dækningsoversigten, efterhånden som dommerne svarer, og vagtoversigten viser, hvor mange dommere der faktisk har brugt deres link. Alt, der stadig mangler dækning, forbliver rødt, resten kan bemandes automatisk med ét klik, og du kan kopiere bemandingen fra én dag til den næste. Hvis et link bliver væk, kan du oprette et nyt, så det gamle holder op med at virke.

Planlæggeren følger dine regler — ikke kun dine kampe​

Alle turneringer har regler, som kun findes i arrangørens hoved. De hold, der flyver ind, kan ikke starte før klokken ti. De yngste puljer tager hjem efter frokost. Ingen spiller tre kampe i træk. Midt på dagen er der en pause, hvor banerne skal bruges til noget andet.

Nu kan du skrive dem ned som begrænsninger og lade kampprogrammet overholde dem. Hver regel markeres som påkrævet eller foretrukken, så du kan skelne mellem det, der skal overholdes, og det, du blot helst vil have.

• Pauseperioder, hvor der ikke må placeres kampe
• Tidligste start og seneste afslutning for hvert hold af hensyn til transport og sengetider
• Særlige hviletidsregler for bestemte hold ud over turneringens minimum
• Maks. antal kampe pr. hold pr. dag
• Begrænsninger for, hvilke baner en pulje må bruge
• Sidste runder, der alle starter samtidig

Slå den avancerede kampprogramlægning til, så løser den hele dagen på én gang i stedet for at udfylde tidsrum én kamp ad gangen. Det gør det muligt at overholde alle reglerne samtidig. Hvis dagen reelt ikke kan rumme det hele, siger den det og forklarer hvorfor, i stedet for stille at fjerne kampe, som du først opdager mangler om morgenen.

Gem årets opsætning, og brug den igen næste år​

De fleste arrangører afholder den samme turnering hver sæson og har tidligere skullet bygge den op fra bunden hver gang. Nu kan du gemme en turnering som en skabelon: spillesteder, baner, rækker, puljer, dage og indstillinger – uden hold eller resultater.

Næste sæson henter du den frem fra listen, giver den et navn og en startdato, og så er du klar igen – bare et år klogere. Du kan også oprette en skabelon fra bunden eller dele den med en anden arrangør via e-mail, så de også kan afholde en turnering i dit format.

Slutspil, der går videre​

Slutspilsskemaer kan nu gå helt op til 32-delsfinaler, så store felter ikke længere behøver at blive delt. Den største ændring handler dog om de hold, der ikke vinder: Et B-slutspil giver alle, der ikke kvalificerer sig, en ekstra chance, og komplette placeringsslutspil lader hvert hold spille om sin præcise slutplacering i stedet for at tage hjem efter én dårlig kamp.

Kvalifikationen hentes direkte fra den aktuelle puljestilling. Seed slutspilsskemaet automatisk efter stillingen eller efter niveau for at holde de stærkeste hold adskilt — eller træk holdene på plads manuelt.

Kontrolrum til selve dagen​

Opsætning og kampdag kræver forskellige skærmbilleder. Kontrolrummet er til kampdagen: hvor langt turneringen er nået, om kampprogrammet hænger sammen, hvilken fase hver række er nået til, og status for hver bane.

Det, arrangører bruger mest, er køen med ting, der faktisk kræver en beslutning — konflikter, kampe uden starttidspunkt og slutspil, der venter på, at en pulje bliver færdig — sorteret efter hast, så du kan arbejde dig ned ad listen i stedet for at lede efter problemer.

Guidet eller manuelt — du bestemmer​

Opsætningsguiden er den hurtigste vej til en fungerende turnering, og det er stadig den løsning, vi anbefaler til den første. Men arrangører, der allerede ved præcis, hvad de vil, syntes, den var langsom. Når du opretter en turnering, vælger du nu mellem trin-for-trin-guiden og en tom turnering, som du selv konfigurerer i arbejdsområdet.

Små ting, der gør en forskel​

• Invitér medarrangører, klubadministratorer og dommere til din organisation via e-mail, hver med den adgang deres rolle kræver.
• Send en e-mail til alle holdenes trænere på én gang – om ændringer i kampprogrammet, ankomsttider og påmindelser – og se, hvem du kan få fat i, før du sender.
• Importér holdlister fra både en privat Excel-fil og et delt Google Sheet, og tilknyt en kontaktmail til hvert hold, mens du er i gang.
• Log ind med en engangskode på e-mail, en adgangskode eller Fortsæt med Google.
• FairGame Sports-appen til følgere findes nu i både App Store og Google Play.

Det arbejder vi på nu​

Temaet for denne udgivelse var at give arbejdet tilbage til dem, der har ansvaret for det – dommere styrer deres egne vagter, kampprogrammet håndhæver regler, du ellers skulle holde øje med manuelt, og sidste sæson klargør den næste.

Det er også den retning, vi bevæger os i. Hvis du arrangerer turneringer, og noget her er tæt på det, du har brug for, men ikke helt, vil vi hellere høre fra dig end gætte – skriv til os på info@fairgame.is.

På en travl turneringsdag stopper en manglende dommer en kamp lige så sikkert som et manglende hold. Når kampe starter med få minutters mellemrum på et dusin baner, er det en logistikopgave i sig selv at have en dommer på dem alle.

Her kan du se, hvordan du bemander dommere uden huller, undgår konflikter, der svækker tilliden, og får resultaterne fra banen ind på resultatsiden på få sekunder.

Dommere skal med i kampprogrammet fra start​

En dommer kan kun være ét sted ad gangen, skal have en pause mellem kampe og bør aldrig dømme en kamp, hvor dommerens egen klub spiller. Det er samme type regler, som kampprogrammet allerede håndterer for hold og baner – derfor skal dommerdækning ind i kampprogrammet fra start og ikke tilføjes på turneringsmorgenen.

Se alle huller før første fløjt​

Sæt alle baner op mod alle tidspunkter, så springer hullerne i øjnene. FairGames dommeroversigt bliver rød, når en bane mangler en dommer, så du kan se en ubemandet tid kl. 11.00 på bane 3, mens der stadig er tid til at finde en — ikke først når to hold står og venter ved sidelinjen.

Lad aldrig et hold dømme sin egen kamp​

Intet svækker tilliden til en turnering hurtigere, end når en klub ser ud til at dømme en kamp, den selv har noget på spil i. Gør reglen "intet hold dømmer sin egen kamp" bindende, og håndhæv den automatisk sammen med pauser og dækning af banerne, så den aldrig slipper igennem på en hektisk morgen.

Giv hver dommer et kampkort​

Giv hver dommer et kort til sin kamp med holdene, starttidspunktet, banen og en QR-kode, der åbner siden til indtastning af resultatet for netop den kamp. Ingen søgen efter den rigtige kamp og ingen resultater, der skal meldes tilbage til en bærbar — dommeren scanner, indtaster resultatet og er færdig.

Lad resultaterne gå direkte til resultatsiden​

Jo hurtigere slutresultatet forlader banen, jo hurtigere opdateres stillingen, og jo færre gange spørger nogen, hvem der fører. Når dommere indtaster resultater på deres telefon ved slutsignalet, opdateres den offentlige stilling og slutspilsskemaerne automatisk — ingen dobbeltindtastning og ingen forsinkelse.

Lad FairGame udfylde hullerne​

Tilføj dine dommere og deres tilgængelighed, så bemander FairGame automatisk oversigten — med en dommer til hver bane og hvert tidspunkt, respekt for pauser og uden at lade hold dømme deres egne kampe. En oversigt fuld af rødt bliver dækket på én gang, så du kan bruge dagen på banerne i stedet for at lede efter dommere.

At afvikle en ungdomsfodboldturnering er lige dele logistik og værtskab: snesevis af hold, spændte trænere og hundredvis af forældre, som alle vil vide, hvor deres barn spiller næste gang, og hvem der fører.

Det er den tjekliste, vi gennemgår med nye arrangører – beslutningerne, der skal træffes tidligt, og dem du trygt kan overlade til softwaren.

1. Fastlæg størrelse og format​

Beslut, hvor mange hold og aldersrækker der skal være, samt hvor mange baner du har, og i hvor mange timer. De fire tal afgør alt andet. En god tommelfingerregel er at regne baglæns fra tidspunktet for den sidste kampstart: Hvis kampene ikke kan nås inden for de lyse timer, må du enten tilføje en bane eller gøre formatet mindre, før du åbner for tilmelding.

2. Åbn tilmeldingen tidligt​

Saml hold, kontaktoplysninger på trænere og aldersrække ét sted, og bekræft tilmeldingerne, efterhånden som de kommer ind. En tydelig tilmeldingsfrist beskytter dit kampprogram — sene tilmeldinger er den mest almindelige årsag til, at alt skal lægges om i sidste øjeblik.

3. Lav afbalancerede puljer​

Seed de stærkeste hold i forskellige puljer, så de gode hold ikke slår hinanden ud i den første runde. Ved ungdomsstævner er det en lille, men vigtig service at placere klubber, der er rejst sammen, i nærliggende tidsrum. Det sparer en masse logistik.

4. Lav et kampprogram uden konflikter​

Det er her, aftenen ofte ryger for turneringer. Alle hold skal have pauser mellem kampene, ingen bane kan bruges til to kampe samtidig, og spillere eller dommere, der går igen, kan ikke være to steder på én gang. At løse det manuelt for 40 hold tager en hel aften. Planlægningssoftware gør det på få sekunder og lægger nemt programmet om, når noget ændrer sig.

5. Få styr på dommere og resultater​

Tildel dommere til kampene på forhånd, og giv dem en enkel måde at indtaste resultater fra banen på. Jo hurtigere resultaterne kommer ind i systemet, jo hurtigere opdateres stillingen — og jo færre gange bliver du spurgt om, hvem der går videre.

6. Udgiv resultater live​

Giv spillere, trænere og forældre et live-link til kampprogram, stilling og slutspilsskemaer på mobilen. Det får køen ved arrangørbordet til næsten at forsvinde og får hele arrangementet til at virke professionelt.

Styr dagen, ikke regnearket​

FairGame håndterer trin tre til seks for dig: afbalancerede puljer, kampprogram uden konflikter, dommertildeling, live-resultater og offentlig stilling – alt fra én skærm. Du importerer holdene; FairGame styrer turneringen, så du kan bruge dagen på banerne i stedet for bag en bærbar.

Den turneringsform, du vælger, afgør, hvor fair turneringen føles, hvor længe den varer, og hvor mange kampe hvert hold får for deltagergebyret. Vælger du forkert, løber du enten tør for dagslys eller sender halvdelen af holdene hjem efter én kamp.

Sådan sammenlignes de vigtigste formater, og sådan vælger du mellem dem.

Puljespil: mest fair, men tidskrævende​

I et puljespil møder hvert hold alle andre hold, så stillingen er svær at betvivle. Ulempen er mængden af kampe: Antallet vokser med kvadratet på antallet af hold, så puljespil fungerer kun i praksis med små puljer – typisk fire til seks hold.

Enkelt slutspil: hurtigt, dramatisk og ubarmhjertigt​

Et slutspilsskema med direkte eliminering er den hurtigste måde at finde en vinder på. Med 16 hold skal der kun spilles 15 kampe for at finde vinderen. Til gengæld ryger halvdelen af holdene ud efter én kamp, og én dårlig kamp – eller en svær første lodtrækning – kan afslutte en god turnering for et hold.

Dobbelt slutspil: en ekstra chance​

Dobbelt eliminering tilføjer et taberslutspil, så et hold skal tabe to gange for at blive slået ud. Det gør ét dårligt resultat mindre afgørende, men kræver flere kampe og et mere komplekst slutspilsskema, som er svært at styre manuelt.

Puljer til slutspilsskema: det bedste fra begge formater​

Det format, som de fleste større turneringer bruger, er puljespil efterfulgt af slutspil. Holdene starter i små puljer, hvor alle møder alle, så hvert hold er sikret flere kampe. Derefter går de bedst placerede videre til et slutspilsskema, der giver en afgørende afslutning. Det balancerer fairness, spænding og et forudsigeligt kampprogram – derfor er det standarden i ungdoms- og klubturneringer.

En tommelfingerregel​

Vælg format efter din vigtigste prioritet:

• Færre end 6 hold, og fairness er vigtigst: enkelt puljespil.
• En stor pulje og en stram tidsgrænse: et enkelt slutspil.
• Du vil sikre kampe og finde en klar vinder: puljer til slutspilsskema.
• Få hold, men du bryder dig ikke om én kamp og så hjem: dobbelt slutspil.

Skift mening uden at starte forfra​

I FairGame er formatet en indstilling, ikke en binding. Vælg puljespil (alle mod alle), slutspil eller puljer efterfulgt af slutspil for hver turneringsdag, så kampprogram, stilling og slutspilsskemaer automatisk opdateres. Du kan afprøve et par muligheder og se antallet af kampe og sluttidspunktet, før du melder noget ud.

Puljespil er den mest fair måde at afvikle en pulje på: Alle hold spiller mod alle andre én gang, så den endelige stilling viser den faktiske form i stedet for en heldig lodtrækning. Det er også den turneringsform, der lettest får et regneark til at bryde sammen.

Denne guide gennemgår, hvordan puljespil faktisk fungerer, hvordan du håndterer et ulige antal hold, og hvordan du undgår de konflikter, der tvinger arrangører til at lave kampprogrammet om aftenen før turneringen starter.

Hvor mange kampe skal I faktisk spille?​

I et enkelt puljespil er antallet af kampe n × (n − 1) ÷ 2, hvor n er antallet af hold. Otte hold giver 28 kampe, mens tolv hold giver 66. Gang tallet med to i et hjemme- og udeformat. Hvis du kender det samlede antal tidligt, ved du, hvor mange baner og tidspunkter du skal bruge, før du lover nogen et sluttidspunkt.

Cirkelmetoden forklaret​

Den klassiske måde at lave runderne på er cirkelmetoden. Fastlås ét hold, og drej de andre rundt om det. I hver runde spiller de hold, der står over for hinanden i cirklen, en kamp. Efter hver runde drejer du alle undtagen det fastlåste hold én plads med uret.

Ved et lige antal hold giver det et perfekt kampprogram: n − 1 runder, hvor hvert hold spiller præcis én gang pr. runde og møder hver modstander præcis én gang.

Sådan håndterer du et ulige antal hold​

Ved et ulige antal hold skal ét hold sidde over i hver runde. Det almindelige trick er at tilføje et fiktivt hold kaldet en bye. Holdet, der trækkes mod bye-holdet, sidder over i den runde. Et ulige antal hold betyder n runder i stedet for n − 1, og hvert hold får præcis én frirunde i løbet af turneringen.

Når regnearkene bryder sammen​

Det er den nemme del at lave kampene. Det svære er at placere dem på rigtige baner og tidspunkter uden at et hold spiller to kampe samtidig, dømmer sin egen kamp eller skal spille to kampe lige efter hinanden uden pause.

• Sammenfald på banen: To kampe er sat til samme bane på samme tidspunkt.
• Dobbeltbookede hold: Et hold er sat til at spille på to baner i samme tidsrum.
• Ingen pause: Et hold afslutter på én bane og skal spille på en anden få minutter senere.
• Dommerkonflikter: Et hold skal dømme, samtidig med at det selv spiller.

Lad computeren løse det​

Hver af disse regler er et krav, og det er netop den slags, software til kampprogrammer er lavet til at håndtere. FairGame tager dine hold, baner og tilgængelige tidsrum og giver dig på få sekunder et komplet kampprogram for puljespillet – uden overlap, med passende pauser og uden dobbeltbookede dommere. Når et hold trækker sig, eller en bane ikke længere kan bruges, lægger systemet de berørte kampe om, så du ikke skal begynde forfra.