Puljespil, schweizersystem eller slutspil

Puljespil: mest retfærdigt, men tidskrævende

Alle hold spiller mod alle andre hold. Den endelige stilling er svær at anfægte, fordi ingen holds placering afhænger af, hvem de tilfældigvis blev trukket mod.

Ulempen er antallet af kampe. Antallet vokser med kvadratet på antallet af hold: n × (n − 1) ÷ 2. Seks hold giver 15 kampe, mens 16 hold giver 120. Derfor er puljespil i praksis kun velegnet til små puljer – typisk fire til seks hold – og derfor bruger store turneringer det til puljespillet frem for hele turneringen.

• Kampe pr. hold: n − 1 – flest af alle formater
• Kampe i alt: n × (n − 1) ÷ 2 – vokser hurtigst
• Bedst til: 4–6 hold eller som puljespil

Slutspil: hurtigst, hårdest

Hver kamp slår et hold ud, så det kræver præcis n − 1 kampe at finde en vinder blandt n hold. Det er klart det mest tidseffektive format, og afslutningen er dramatisk.

Ulempen er, at halvdelen af holdene bliver slået ud efter én kamp. Et hold, der har kørt i to timer, kan være færdigt før frokost, og én dårlig kamp – eller en svær lodtrækning i første runde – kan afslutte et godt holds turnering.

• Kampe pr. hold: mindst 1, log₂(n) for vinderen
• Kampe i alt: n − 1 – færrest af alle formater
• Bedst til: mange hold og en stram tidsgrænse

schweizersystem: mellemvejen, som de færreste arrangører har prøvet

Et schweizersystem fastlægger et antal runder på forhånd – for eksempel fem – og alle hold spiller i dem alle. Ingen bliver slået ud.

Det schweiziske ligger i parringen: Efter hver runde sættes hold med et lignende pointtal sammen. Vindere spiller mod vindere, og tabere mod tabere. Derfor møder de ubesejrede hold naturligt hinanden, efterhånden som turneringen skrider frem, og i sidste runde bliver den øverste parring som regel en uofficiel finale – uden at nogen er slået ud.

Fordelen er forholdet mellem kampe og hold. Med 32 hold giver fem schweiziske runder hvert hold fem kampe, altså 80 kampe i alt. Et komplet puljespil alle mod alle kræver 496. Et slutspil finder en vinder på 31 kampe, men sender halvdelen af holdene hjem efter én kamp.

• Kampe pr. hold: fast og ens for alle – du vælger antallet af runder
• Kampe i alt: runder × n ÷ 2 – vokser lineært, ikke kvadratisk
• Bedst til: mange hold, hvor alle skal spille lige mange kampe

Ulempen er administrationen. Parringerne til tredje runde kan først laves, når anden runde er færdigregistreret, så hele kampprogrammet kan ikke offentliggøres på forhånd – upraktisk, når forældre gerne vil kende dagens tider allerede mandag. Schweizisk format kræver også en regel, der forhindrer omkampe, samt et system til at afgøre placeringen mellem hold med samme pointtal.

Fra puljespil til slutspilsskema: det bruger de fleste turneringer

Standardformatet i ungdoms- og klubturneringer er en kombination: små puljer med puljespil alle mod alle først og derefter slutspil for de bedst placerede.

Det giver dig det bedste fra begge formater. Alle hold er sikret tre eller fire kampe uanset resultaterne, puljestillingen giver et solidt grundlag for seedningen i slutspilsskemaet, og turneringen slutter stadig med en rigtig finale. Et trøstslutspil for de hold, der ikke kvalificerer sig, betyder, at ingen får dagen afsluttet for tidligt.

En tommelfingerregel

Vælg format efter din vigtigste begrænsning:

• Færre end 6 hold, fairness er vigtigst: enkelt puljespil alle mod alle
• Mange hold, stram tidsgrænse, et klart resultat er nødvendigt: slutspil
• Mange hold, alle skal spille lige mange kampe: schweizisk format
• Garanterede kampe og en reel vinder: puljer til slutspilsskema
• Få hold, men du vil ikke ryge ud efter én kamp: dobbelt eliminering

Sammenlign mulighederne, før du beslutter dig

Det er lettere at beslutte sig, når du kan se, hvor mange timer hvert format kræver. Beregn antallet af kampe for to eller tre muligheder, divider med det antal baneminutter, du har, og så bliver valget som regel klart.

I FairGame er formatet en indstilling, ikke en endelig beslutning. Vælg puljespil, slutspil eller puljer til slutspilsskema for hver turneringsdag, så bliver kampprogram, stilling og slutspilsskema automatisk opdateret — og du kan sammenligne et par muligheder, antal kampe og sluttidspunkt, før du melder noget ud.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er en turnering med schweizersystem?

Et format med et fast antal runder, hvor ingen bliver slået ud, og holdene parres i hver runde med modstandere, der har et lignende antal point. Vindere møder vindere, så de stærkeste hold naturligt finder hinanden, og alle hold spiller det samme antal kampe.

Er schweizersystem bedre end puljespil?

For mange hold er svaret som regel ja, når det gælder effektivitet. Med 32 hold kræver fem runder i et schweizersystem 80 kampe mod 496 i et fuldt puljespil, og hvert hold spiller stadig fem kampe. Puljespil er dog mere retfærdigt i streng forstand, fordi stillingen i et schweizersystem delvist afhænger af, hvem du blev parret med.

Hvor mange kampe kræver hvert format?

Puljespil: n × (n − 1) ÷ 2. Slutspil: n − 1. Schweizersystem: runder × n ÷ 2. For 16 hold giver det henholdsvis 120, 15 og 40 kampe i et schweizersystem med fem runder.

Hvilket turneringsformat er bedst til ungdomsfodbold?

Puljespil efterfulgt af et slutspilsskema er i de fleste tilfælde den bedste løsning. Det sikrer, at hvert hold får flere kampe, så ingen rejser langt for kun at spille én kamp, giver en velbegrundet seedning ud fra puljernes stilling og afsluttes stadig med en rigtig finale. Et B-slutspil for hold, der ikke kvalificerer sig, sikrer, at alle hold fortsætter med at spille.

Kan du offentliggøre et kampprogram efter schweizersystemet på forhånd?

Ikke helt. Parringerne i hver runde afhænger af resultaterne fra den foregående runde, så kun første runde kan offentliggøres på forhånd. Hvis forældre og trænere skal kende alle tider på forhånd, er puljespil efterfulgt af et slutspilsskema det nemmeste valg.